INFO om forsvarets medaljer
FORSVARETS MEDALJE FOR INTERNATIONAL TJENESTE 1948-2009
For at anerkende veteranernes indsats under udsendelse for Forsvaret er det besluttet, at veteranerne tildeles den nyindstiftede Forsvarets Medalje for International Tjeneste 1948-2009.
Af 171050/72 Redaktør John Martin Christiansen (Chris)
Medaljen er indstiftet som påskønnelse af den indsats, som har fundet sted i perioden 1948-2009 i de konflikt- og katastrofeområder, der er sammenfaldende med de områder, som står opført på Monumentet over Danmarks internationale indsats efter 1948, der står i Kastellet i København.
Forsvaret har identificeret mere end 30.000 veteraner, der har været udsendt for Forsvaret mellem 1948 og 2009. I første halvdel af september måned i år
modtager veteranerne en invitation til at deltage i en medaljeparade. Brevet fortæller blandt andet, hvordan man kan tilmelde sig til at deltage i en parade. Arrangementerne bliver afholdt på et bredt udsnit af Forsvarets tjenestesteder i løbet
af 2016.
Vær opmærksom på, at der er en begrænsning på deltagelsen ved de enkelte arrangementer. Det betyder, at arrangementerne
lukker for tilmelding, hvis det maksimale antal deltagere tilmeldes. I så fald vil du have mulighed for at vælge at deltage i et af de øvrige arrangementer.
Er du veteran, men har ikke modtaget invitationen med post i løbet af første halvdel af september måned, og mener du, at du er i målgruppen for medaljen, kan du søge om at modtage medaljen. Hvis du søger inden den 30. oktober 2015 og din ansøgning kan godkendes, har du mulighed for at vælge at deltage i et af Forsvarets arrangementer og få medaljen overrakt der. Du kan naturligvis også søge om at modtage medaljen efter den 30. oktober 2015, men du vil i så fald modtage medaljen med posten.
Medaljen er en anerkendelse for den samlede indsats i perioden 1948-2009. Det er altså ikke en missionsmedalje, der knytter sig til en enkelt mission, og der tildeles derfor kun én medalje uanset antallet af udsendelser i perioden.
Du kan læse mere på følgende link:
https://veterancentret.dk/da/anerkendelse/medaljer/